Pressemeddelelse. » Skyum Idrætsefterskole
kontoret@skyum.dk + 45 97 93 68 88
Comment are off

Pressemeddelelse.

Skyum Idrætsefterskole åbner på mandag den 18. maj

Den 18. maj kl. 15.00 dukker de første elever op på Skyum Idrætsefterskole efter 9 uger derhjemme. Vi glæder os i den grad til at se vores unge mennesker igen og vi har ligget vandret hele ugen for at nå at blive klar. Hele skolens hverdag fra morgenrutiner til rengøring, sygdomsprocedurer, undervisning og meget meget mere er blevet gennemgået og omlagt, så vi kan leve op til de retningslinjer vi har modtaget her torsdag eftermiddag.

Det har været en underlig arbejdsgang, at skulle lave en ny plan med en masse restriktioner, som vi reelt ikke har kendt før torsdag. Heldigvis har vi gættet nogenlunde rigtigt, så mange af vores foranstaltninger kan komme i brug.

Alle medarbejdere har været involveret i arbejdet denne uge, og de har virkelig været kreative og detaljeorienterede i dette arbejde. Man kommer til at kende sine rutiner på en ny måde ved at gennemgå dem med dette sigte.

Eleverne er inviteret til at komme i grupper fra kl. 15 på mandag. Hverdagen bliver anderledes og alle skal indordne sig under nye samværsformer og rutiner.

Som kostskole har vi nogle helt specielle forhold. Så Efterskoleforeningen og Sundhedsstyrelsen har fundet frem til nogle retningslinjer, som indeholder nogle få, men afgørende forskelle fra reglerne i det offentlige rum.

Bl.a. får vi familieenheder på maksimalt 8 personer, hvor afstandsreglen ikke gælder – i hvert fald ikke i alle sammenhænge. Det giver nogle muligheder for at sove og spise på næsten almindelige vilkår. Vi deler dog spisningen op, så eleverne spiser i to hold.

Heldigvis er der åbnet for, at vi kan undervise i idræt og der må godt dyrkes kontaktsport, når vi holder ekstra øje med hygiejneregler og øvrige foranstaltninger. F.eks. grundig vask/bad og afspritning.

Væsentligt er skolens beredskabsplan for genåbning. Den indeholder en detaljeret procedure ift. sygdom og særligt vedr. Coronasmitte. Skyum Idrætsefterskoles beredskabsplan findes her.

De sidste 6 ugers efterskoleophold skal blive en god oplevelse for vores unge mennesker. Derfor har vi også forberedt et Skyum-Parlament, så eleverne kan få indflydelse på hverdagen. Det er vigtigt for os at lytte og inddrage eleverne mest muligt i skabelsen af en god hverdag i de rammer, der er udstukket. Dermed bliver situationen til en del af en demokratisk dannelsesproces for eleverne, hvilket går meget godt i spænd med ønsket om at se mulighederne i begrænsningerne fremfor at se begrænsningerne i mulighederne.

Vi glæder os til at tage imod eleverne på mandag fra kl. 15.00.

Med venlig hilsen – Svend Hagelskjær, forstander.
Tlf. 2070 8096

About the Author